SEO


basic_seo_begyndertips_on-page_seo

Du kan nemt lave (rimelig basic) SEO selv

Godt, så du er nysgerrig på, hvordan du kommer i gang med at lave søgemaskineoptimering helt selv – men er måske lidt i tvivl om, hvordan du kommer i gang? Det forstår jeg godt! Søgemaskineoptimering er en jungle at finde rundt i, så snart man får taget hul på emnet. Og begynder man at synes, man er ved at have ok styr på det, så opdager man bare en ny gren af disciplinen, som man aldrig havde hørt om før. SEO er så komplekst, at end ikke eksperterne mestrer alle aspekterne af søgemaskineoptimering lige godt. Nogle er f.eks. eksperter i linkbuilding, andre i content, nogle i on- eller off-page SEO, og andre igen er super skarpe til det der hedder structured data. Og det var blot for at nævne et par af disciplinerne. Mange af kategorierne overlapper hinanden, og nogle er mere basic end andre, men i bund og grund er de allesammen vigtige for at få succes med SEO.

Jeg vil selvfølgelig ikke komme ind på alle ovennævnte discipliner inden for søgemaskineoptimering, men jeg vil give dig et lille grundkursus i, hvad du selv kan gøre for at det grundlæggende på din hjemmeside kommer i orden rent SEO-mæssigt. I dag vil jeg præsentere dig for et par discipliner, som hører til kategorien on-page SEO.

Fundamentet skal være i orden

Hele idéen med at lave on-page SEO er at gøre det så nemt som overhovedet muligt for søgemaskinerne at finde frem til hvilke(n) af dine sider, der skal vises i et søgeresultat. Jo mere præcis du er i forhold til at fortælle søgemaskinerne hvad en given side handler om, desto større er chancen for, at brugeren vil finde din side brugbar og relevant i sin søgning. Og lige præcis relevans er et kæmpe nøgleord inden for søgemaskineoptimering, da det helt grundlæggende er, hvad søgemaskinerne ser på, når de ranker hjemmesider. Dette er forståeligt, da søgemaskinerne ønsker at levere kvalitet til deres brugere, samtidig med at det skal være nemt. Du kender det sikkert også selv når du søger på Google. Nogle gange dukker der et svar op på det du ledte efter, som det første søgeresultat, mens du andre gange bliver nødt til at gå længere ned på siden eller ligefrem at præcisere din søgning, fordi Google ikke helt forstod hvad du mente i første forsøg.

Vi vil i første omgang give os i kast med on-page SEO, da det er den af SEO-disciplinerne, som er nemmest at gå til for en nybegynder, i og med at alle justeringer foregår på ens egen hjemmeside.

On-page SEO

Under kategorien on-page SEO finder vi emner som meta description, title tag, intern linkbuilding, alt tag, content og structured data. Sidstnævnte er dog et emne for sig selv, som jeg gemmer til en anden god gang.

Title tag og meta description fungerer som den invitation en bruger får, inden han (forhåbentlig!) vælger at besøge lige præcis din hjemmeside. Hver enkelt side på din hjemmeside har sit eget søgeresultat med et title tag og en meta description. I søgeresultaterne, f.eks. på Google, ser det sådan ud:

hvad_er_title_tag_meta_description

Det er vigtigt at sørge for, at selve essensen af siden indgår i såvel title tag som meta description, som i eksemplet ovenfor hvor “sovesofa” fremgår begge steder. Det er også smart at være så specifik som muligt. Har man eksempelvis en side der handler om en 1969 Dodge Charger er det vigtigt, at man ikke blot fortæller søgemaskinerne, at siden handler om biler, da det ville være alt for bredt. I det tilfælde skal der altså gerne stå “1969 Dodge Charger” i både title tag såvel som meta description. Det går nemlig ud på at være så specifik som muligt, da søgemaskinerne går meget op i at vise relevante søgeresulter for sine brugere.
Google ved for eksempel godt at førnævnte er en bil, men foretager en bruger en søgning hvor han angiver en bestemt bilmodel, vil Google ikke nøjes med at vise søgeresultater som handler om alle mulige biler – nej, Google vil selvfølgelig prioritere de søgeresultater, som indeholder lige præcis den ad brugeren efterspurgte bilmodel.

Der er krav til længden af både title tag og meta description – er de for lange eller for korte, kan søgemaskinerne finde på at vælge dit søgeresultat fra og vise et andet i stedet, alene på baggrund af længden. Sørg derfor altid for at begge dele holder sig inden for rammerne. Jeg kan anbefale at bruge det simple værktøj Serptool.dk som en guide, da det er meget brugervenligt (også for en nybegynder).
Når du sidder med værktøjet, behøver du ikke udfylde den første boks med en URL. Du kan sagtens gå direkte til “Titel” og “Meta beskrivelse” for at komme i gang. Når du er tilfreds med resultatet copy+paster du bare titel og metabeskrivelse ind på den pågældende side.

Alt tag

Det er ikke kun ren tekst som er vigtig i forhold til at blive fundet i søgeresultaterne. Også de billeder, som du bruger på din hjemmeside kunne tænkes at lede brugere ind på din hjemmeside via en billedsøgning. Søgemskinerne er efterhånden blevet så kloge, at de kan “læse” billeder ud fra deres grafiske indhold. Men derfor er det stadig en god idé at hjælpe dem på vej ved at fortælle dem, i hvilken kontekst du bruger et billede. Det er her alt tagget kommer ind i billedet.

Et alt tag er en billedbeskrivelse, og kendes også som et alternative tag. Du kunne vælge at alt tagge dit billede med hvad det bogstaveligt talt viser – hvis det giver mening for dit indhold. For relevans er selvfølgelig også et nøgleord her, og det er kun relevante visninger, du skal gå efter. Eksempelvis har jeg ikke valgt at give dette indlægs billede et bogstaveligt alt tag, da selve indholdet af mit indlæg ikke er direkte relateret til hænder, et tastatur, en mus, et skriggult ur og en telefon.
I stedet har jeg valgt at give billedet et alt tag der beskriver indholdet af mit indlæg, for det er nemlig i søgninger på disse termer, at det giver mening at få trafik fra: “basic-seo-begyndertips-on-page-seo” (jeg anbefaler at skrive underscore (-) i stedet for at lave et mellemrum).

Næste gang…

I næste indlæg fortæller jeg dig, hvordan du kommer i gang med intern linkbuilding og hvad du skal være opmærksom på, når du vil tænke SEO ind i dit content.


seo_og_vaegttab_blog

SEO kan sammenlignes med vægttab

Ja, du læste rigtigt – i det her blogindlæg sammenligner jeg rent faktitsk SEO med det at gennemgå et forløb, hvor målet er at tabe sig. Så hæng på, for det giver altså ret god mening når du har læst blogindlægget til ende, det lover jeg!

Søgemaskineoptimering kan sammenlignes med et vægttabsforløb på den måde, at det kan se overvejende sort ud inden man går i gang, fordi der er så langt til målet. På samme måde som det kan virke fuldstændig umuligt at smide 20 kg, kan det virke meget uoverskueligt at kæmpe sig vej op fra sidste side på Google (hvis man da overhovedet har placeringer på Google!) til en solid placering på side 1.

Derfor skal der lægges en plan, og ligesom du nok ville overveje at få hjælp af en personlig træner eller en kostvejleder når der skal smides en del kilo, er det en rigtig god idé at alliere sig med nogen, som er eksperter i søgemaskineoptimering – faktisk er det næsten umuligt at lave SEO selv, hvis man starter helt fra bunden uden nogen teknisk baggrund overhovedet (dog kan du læse mine tips for begyndere i indlægget “SEO – basic begyndertips”, hvis du gerne vil forsøge dig med at lave SEO helt selv).

Søgemaskineoptimering er en proces

Vejer man 120 kg og begynder at motionere og spise sundere, kan man forvente at tabe sig mange kilo i starten af forløbet da kroppen reagerer på de ændringer man foretager sig. Lidt inde i forløbet vil man typisk opleve, at der går længere og længere tid imellem at man ser ændringer og til sidst, når man har opnået det ønskede resultat, kræver det vedligeholdelse for at kunne opretholde den nye standard.

På samme måde vil man i den første måned af et SEO-forløb nogle gange opleve, at der kommer adskillige oprykninger på udvalgte søgeord i søgemaskinernes søgeresultater. Typisk vil man altså opleve at få en god start. Men herefter er det almindeligt at nå et punkt, hvor resultaterne begynder at stagnere. Ligesom i eksemplet med vægttabet vil det være helt naturligt når det sker, da en helt ”utrænet” hjemmeside vil reagere voldsomt på de første SEO ændringer der laves, men mindre efterånden som man når længere ind i forløbet.

Når man efter et godt stykke inde i forløbet har opnået et bedre udgangspunkt end man havde i starten, ville det lidt være at tilsidesætte alt det forudgående arbejde man har lavet, hvis man stoppede et SEO-forløb. Når man har opnået sin idealvægt ved man også godt, at man ikke bare kan læne sig tilbage og håbe på, at alt varer ved, uden at man fastholder de ændringer, man foretog tidligere.

Husk at vedligeholde din SEO

Derfor er det simpelthen så vigtigt, og det kan næsten ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at vedligeholde alt det gode SEO arbejde man har lavet på sit site. For konkurrenterne laver helt sikkert søgemaskineoptimering hvis de ligger foran dig i Googles søgeresultater. Du vil altså højst sandsynligt komme til at miste de fine placeringer du forhåbentligt har opnået, hvis du læner dig tilbage og hviler på laurbærrene. For så er der ret stor sandsynlighed for, at du bliver overhalet indenom!

Vedligeholdelse er altså en stor del af det at lave SEO. Og det hænger sammen med, at søgemaskinerne belønner aktualitet og nyt indhold. Det er bl.a. for at sikre sig, at brugeren, som foretager en søgning på Google, ikke får vist en gammel artikel som var god engang, men er uddateret i dag.

Høst frugterne af det gode SEO arbejde

Pointen i dette blogindlæg er derfor at SEO er vigtigt, men at vedligeholdelse i langt de fleste tilfælde er mindst lige så vigtigt. Ligesom vedligeholdelse i forbindelse med et vægttab, f.eks. en tur på vægten nu og da samt løbende evaluering af de nye vaner, helt sikkert også ville være en god idé for at opretholde de gode resultater.

Når nu man har brugt ressourcerne på at nå frem til et godt resultat, hvorfor så smide det hele overbord? Nej, vedligeholdelse er hvad der skal til, så man fortsat kan nyde godt af ens hårde arbejde, hvad enten det drejer sig om at holde vægten eller om at opretholde et godt SEO flow.