Hvad er konverteringssporing?
I forbindelse med opsætningen af annoncer i Google Ads er det muligt at følge med i, hvor godt annoncerne konverterer. Dette kaldes for konverteringssporing.
Helt grundlæggende kan man ved hjælp af konverteringssporing få indsigt i, hvilke søgeord der konverterer godt. Dette er meget værdifuld viden i det videre arbejde, både med hensyn til kommende og igangværende Google Ads annoncer samt søgemaskineoptimering (SEO).
At en annonce konverterer, betyder noget forskelligt alt efter hvilke(t) mål man har indstillet til at tælle som en konvertering, også kaldet en konverteringshandling.
En simpel konverteringshandling kan være et solgt produkt i en webshop. I dette tilfælde er det altså defineret som værende en værdifuld handling for virksomheden hver gang en kunde køber noget på hjemmesiden. Har webshoppen to igangværende annoncer, hvor den ene konverterer (sælger) meget bedre end den anden, vil det give mening at lade den mest konverterende annonce fortsætte som hidtil. Den anden annonce som ikke konverterer nær så godt, vil det give mening at optimere på ny ift. dens valgte søgeord.
Et andet eksempel på en konverteringshandling kunne være hver gang en kunde tilmelder sig en hjemmesides nyhedsbrev. I begge tilfælde vil det være værdifuldt at anvende konverteringssporing til at forstå hvad der skal til, for at en annonce konverterer.