Hvad er long tail keywords?
Long tail keywords er søgeord, som består af tre eller flere ord.
Søgeordet “sorte nike løbesko” er af typen long tail keyword. Sammenligner vi med søgeordet “nike sko” som ikke er long tail, er det tydeligt at brugeren med long tail søgningen er nået længere i researchprocessen, da han allerede har besluttet sig for, at Nike skoene skal være sorte, og at de skal bruges til løb. Han bør derfor være mere tilbøjelig til at købe på nuværende tidspunkt end brugeren der blot søgte på “nike sko”, da han umiddelbart kun har besluttet sig for, at skoene skal være af mærket Nike. Det er altså som udgangspunkt en god strategi at optimere på long tail keywords, da der i teorien er større mulighed for, at en bruger der søger long tail vil være mere tilbøjelig til at købe. Men så enkelt er det desværre ikke helt.
En anden vigtig faktor at se på er nemlig search volume, på dansk søgevolumen. Denne faktor er vigtig i forhold til hvor meget SEO indsatsen kommer til at belønne sig i sidste ende. Søgeord med høj søgevolumen, dvs. søgeord, som mange brugere søger efter, giver flere visninger end søgeord med lav søgevolumen. Men helt naturligt vil der typisk være mere konkurrence blandt de søgeord, som mange brugere søger efter, hvorfor det er en kunst at finde de rette søgeord baseret på bl.a. konkurence og søgevolumen.